
Nr. 6 - 28. juni 2010
BEKENDTGØRELSE: Ny bekendtgørelse om arbejde med kunstig optisk stråling indfører grænseværdier til brug i situationer, hvor man hverken kan bruge afskærmning eller personlige værnemidler. Læs også Arbejdstilsynets anbefalinger til, hvordan man kan undgå skader som følge af kunstig optisk stråling.
ANMELDELSE: Om få dage er det slut med papirblanketter, når arbejdsgivere anmelder arbejdsulykker og når læger og tandlæger anmelder erhvervssygdomme til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet. Den 1. juli træder de nye bekendtgørelser i kraft, som betyder, at anmeldelse fremover kun kan ske digitalt.
RAPPORT: Ny rapport indeholder statistiske oplysninger om den erhvervsmæssige brug af farlige kemikalier i Danmark i 2008. Opgørelsen bygger på oplysninger fra producenter og importører, som har anmeldt produkter til Produktregistret.
FORSKNING: Certificeret arbejdsmiljøledelse giver øget fokus på arbejdsmiljøarbejdet i de fleste virksomheder – særligt, når det gælder sikkerhed og det fysisk/kemiske arbejdsmiljø. Men det er svært for virksomhederne at håndtere det psykosociale arbejdsmiljø. Det viser et treårigt forskningsprojekt, som forskere fra bl.a. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført i tretten industrielle produktionsvirksomheder.
AFHANDLING: Færre kvæstede, syge og døde medarbejdere ved store byggerier. Det kan bygherren opnå ved at bruge en ny model til forebyggelse af ulykker. Modellen kombinerer en teknisk og sociokulturel tilgang til sikkerhed og sikrer, at medarbejdernes sikkerhed prioriteres i alle byggeriets faser. Modellen og anbefalinger til forbedringer af sikkerheden findes i seniorforsker Søren Spangenbergs doktorafhandling.
NYT OMRÅDE: Overraskende mange mennesker med kortvarigt sygefravær går på arbejde, selv om de føler sig syge. Det viser forskellige projekter om sygenærvær, som er et relativt nyt forskningsområde både internationalt og i Danmark.
UNDERSØGELSE: Kvinder får højere smertetærskel i nakke- og skuldermuskler, når de laver målrettet styrketræning. Det viser en undersøgelse, hvor smertetærskelen er målt med en trykføler. Undersøgelsen er bl.a. lavet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
UNDERSØGELSE: Lean kan indføres, så det både gavner produktiviteten og det psykosociale arbejdsmiljø. Nøglen til succes ligger i, om virksomheden evner at udvikle medarbejderne, lederne og selve produktionen i et tæt samarbejde – et dynamisk spændingsfelt. Det konkluderer forskerne fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der gennem fire år har fulgt indførelsen af Lean i ti offentlige og private virksomheder – bl.a. i hjemmeplejen, et rensningsanlæg og en kræftafdeling.
STATISTIK: Næsten 3.900 fik tilkendt førtidspension i første kvartal 2010. Over halvdelen (52,2 pct.) fik førtidspensionen på grund af psykiske lidelser. Det er en stigning i forhold til første kvartal 2009, hvor 49,4 pct. fik tilkendt pension som følge af psykiske lidelser. Det viser nye tal fra Ankestyrelsen.
UNDERSØGELSE: Fire ud af fem europæiske ledere er bekymrede over arbejdsrelateret stress. Stress på arbejdspladsen er dermed lige så vigtig for virksomhederne som arbejdsulykker. Samtidig er bekymringen over psykosociale risici som stress, vold og chikane stigende i de europæiske virksomheder. Det viser de foreløbige resultater af en stor europæisk arbejdsmiljøundersøgelse.
FOREBYGGELSE: Falck lever af at sælge sikkerhed, men er ironisk nok selv hårdt ramt af ulykker. Særligt er ryggene hos redderne udsat, når personer skal transporteres ind og ud af ambulancer. Reddere, sikkerhedsrepræsentanter og ledelsen har derfor i fællesskab sat ind med et omfattende forebyggelsesarbejde fra hjælpemidler til styrketræning og sund kost.
SYGEFRAVÆR: Et tættere samarbejde mellem kommunerne og Arbejdsskadestyrelsen kan hjælpe borgere, der er ramt af en arbejdsskade, med at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Arbejdsskadestyrelsen har derfor udgivet et inspirationskatalog til kommunerne med eksempler og konkrete forslag til, hvordan samarbejdet mellem de to parter kan styrkes.
STØTTE TIL ARBEJDSMILJØPROJEKTER
PULJE: Forebyggelsesfonden har igangsat årets sidste ansøgningsrunde. Fonden giver støtte til projekter, der ”forebygger fysisk og psykisk nedslidning” (92,5 mio. kr.), ”får sygemeldte tilbage til arbejde” (20 mio. kr.) eller ”fremmer medarbejdernes sundhed på arbejdspladsen (20 mio. kr.). Der er ansøgningsfrist den 10. august 2010.
PULJE: Arbejdsmiljøforskningsfonden har afsat 25 mio. kr. i en ny ansøgningsrunde. Fonden giver støtte til forskning og udvikling inden for temaerne ”et nyt arbejdsliv – nye ledelses- og organisationsformer samt nye teknologier”, ”arbejdsulykker” samt ”stoffer og materialer”. Der er ansøgningsfrist den 1. september 2010.
PULJE: Nordisk Arbejdsmiljøudvalg har offentliggjort sit projektstøtteprogram for nordiske arbejdsmiljøprojekter i 2011. Der kan søges om økonomisk støtte til projekter, der fremmer et arbejdsmiljø, som styrker velfærd, inklusion og produktivitet. Der er ansøgningsfristen den 16. august 2010.
ÅRSBERETNING: En ny metode til at hjælpe stressramte medarbejdere ved hjælp af gruppesamtaler ser ud til at virke. Projektet er en af seks smagsprøver på resultater af afsluttede projekter, som Arbejdsmiljøforskningsfonden har støttet. Smagsprøverne er samlet i fondens årsberetning for 2009 – ”Viden er vigtig” – der netop er udkommet.
KONFERENCER OG ANDRE ARRANGEMENTER
KONFERENCE: Kom til en utraditionel konferencedag med fokus på konflikter. Sådan lyder invitationen fra BAR Service- og Tjenesteydelser, der afholder fire konferencer i efteråret, hvor deltagerne kan få inspiration og viden om, hvordan arbejdspladsen kan forebygge, at der opstår svære konflikter og viden om, hvad man kan gøre, hvis tingene er gået i hårdknude. Konferencerne afholdes i København den 20. og 21. september, i Middelfart den 22. september og i Silkeborg den 23. september 2010.
NYE BRANCHEVEJLEDNINGER
VEJLEDNING: BAR Service sætter i en ny vejledning fokus på, hvordan arbejdsgivere, medarbejdere og sikkerhedsorganisationen i fællesskab kan indtænke arbejdsmiljøet i indkøbsprocessen. Vejledningen handler bl.a. om de krav, man bør stille til rengøringsmidler, redskaber, maskiner og leverandører.
VEJLEDNING: BAR transport og engros har udgivet en branchevejledning om håndtering af asbestholdigt affald på genbrugspladser samt om transport til og på deponiet. Målet med vejledningen er at gøre sikkerorganisationen i stand til at vurdere arbejdsmiljøforholdene ved håndtering af asbestholdigt affald og forebygge de risici, der opstår i forhold til medarbejderne samt at sikre, at asbestfibrene ikke spredes til køretøjer og videre til virksomheder og private boliger.
VEJLEDNING: Ny branchevejledning fra BAR Jord til Bord sætter fokus på tunge løft i anlægsgartnerier, gartnerier/planteskoler, landbrug og skovbrug. Vejledningen indeholder arbejdsbeskrivelse for en række tunge løft-situationer, de forværrende faktorer ved arbejdet samt løsningsforslag. Vejledningen findes også som elektronisk katalog og er her suppleret med forslag til arbejdsredskaber og en leverandørliste.
VEJLEDNING: ”Sikkerhed og arbejdsmiljø i sygetransportvogne” er en ny branchevejledning fra BAR transport og engros. Formålet med vejledningen er at sikre, at udstyret i sygetransportvognene er i orden, og at de medarbejdere, der skal udføre liggende sygetransporter, er uddannet til at varetage opgaven.
VEJLEDNING: Arbejdet som kosmetiker indebærer risiko for, at man arbejder i akavede arbejdsstillinger, at arbejdet er ensidigt belastende eller meget fysisk krævende. Også rent psykisk kræver jobbet en vis robusthed. Samtidig betyder brugen af kemiske stoffer i forbindelse med forskellige behandlinger, at mange kosmetikere risikerer hudlidelser og andre helbredsskader. BAR Service- og Tjenesteydelser har derfor udgivet en branchevejledning til skønhedspleje- og wellnessbranchen. Vejledningen indeholder bl.a. en APV-tjekliste specielt til kosmetikerbranchen.
VEJLEDNING: Arbejdsmiljørådet for Luftfart og BAR transport og engros har udgivet en branchevejledning om arbejdsmiljø i fly. Vejledningen gennemgår reglerne om APV og sikkerhedsorganisation samt sikkerhedsorganisationens arbejde med at forebygge nedslidning og ulykker og sikre et godt psykisk arbejdsmiljø.
VEJLEDNINGER: Reglerne om besætningsmedlemmers udsættelse for støj og vibrationer blev ændret i 2006. Arbejdsmiljørådet for Luftfart og BAR transport og engros iværksatte derefter et større måleprojekt, der har afdækket støj- og vibrationsbelastningen i et udsnit af danske luftfartøjer, og som er mundet ud i tre nye branchevejledninger: En om støj i luftfartøjer, en om helkropsvibrationer i helikoptere og en om headset til piloter.
VEJLEDNING: Ny branchevejledning fra BAR transport og engros henvender sig til korn- og foderstofbranchen, hvor der i årenes løb er sket både store og små støveksplosioner. Målet med vejledningen er at sætte sikkerhedsorganisationen i stand til at vurdere, om der er risiko for eksplosioner på virksomheden. Vejledningen skal samtidig hjælpe virksomhederne med at leve op til ATEX-reglerne om forebyggelse af eksplosionsrisiko.
VEJLEDNING: Revideret branchevejledning fra BAR Social og Sundhed henvender sig bl.a. til institutioner og arbejdsmiljøudvalg, som ønsker at reducere støjen i dagtilbud og SFO. Vejledningen handler bl.a. om, hvad støj er, hvordan den skader, hvordan den opstår og hvordan man kan måle støj. Der er endvidere en oversigt over de væsentligste regler og vejledninger på området samt en række eksempler fra institutioner, der har arbejdet aktivt med at nedbringe støjen.
FOLDER: Udenlandske undersøgelser viser, at chauffører har en øget risiko for en række kræftformer. I Danmark viser en ny undersøgelse, at mandlige chauffører især har øget risiko for kræft i lunger, blæren, bugspytkirtel, nyrer og strube, mens kvinder har øget risiko for kræft i lungerne. BAR transport og engros har derfor udgivet en lille folder til chauffører med råd om, hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man kan forebygge risikoen.
FOLDER: Hvor meget skal du have i løn? Må du arbejde alene om aftenen? Hvor tungt må du løfte? Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på i LO’s nye guide til fritidsjob, der kommer hele vejen rundt om unges rettigheder på arbejdsmarkedet.
Se også folderen Har dit barn lov?, der henvender sig til forældre med børn i fritidsjob.
Og hjemmesiden ungmedjob.dk, hvor unge, forældre og arbejdsgivere kan få et overblik over de vigtigste arbejdsmiljøregler for unge.
FILM: BAR Bygge & Anlæg har produceret en lille film, som viser, hvordan man ved at bruge den nye og den gamle stenvogn kan omlade stenhoveder med 80 sten, så stenene kan afsættes på arbejdsstedet i en anbefalet højde på 24–26 cm. Hermed kan man leve op til kravene om ikke at mure over skulderhøjde og under knæhøjde og samtidig lette murerarbejdsmandens arbejde.
VÆRKTØJ: Nu kan man skræddersy sit eget informationsmateriale om arbejdsmiljø. Det nye værktøj fra BAR Handel gør det muligt for den enkelte butik at udarbejde sit eget materiale med udgangspunkt i de tekster, der er skrevet af BAR Handel. Teksterne i materialet ”Det vedkommer også dig” sætter ord på nogle af de væsentligste arbejdsmiljøemner i detailhandelen og kan tilpasses, så det passer til medarbejdere og butikkens arbejdsmiljøarbejde.
---
Send en e-post til E-nyt redaktionen, hvis du har forslag til forbedringer og ændringer eller andre kommentarer til Arbejdstilsynets e-nyhedsbrev.