Når en sparepære går i stykker
Der er risiko for at indånde kviksølvdampe, når en elsparepære eller et lysstofrør går i stykker. Derfor er det vigtigt at medarbejderne beskytter sig selv, når de gør rent efter smadrede pærer eller lysstofrør
Elsparepærer og lysstofrør indeholder små mængder af kviksølv. Man kan ikke blive udsat for kviksølvet, så længe pæren er hel, men der er risiko for, at man kan blive udsat for kviksølvdampe, hvis pæren eller neonrøret går i stykker.
Når en pære eller et lysstofrør går i stykker, skal der luftes grundigt ud, inden man gør rent med fx papirservietter eller et andet materiale, man kan smide ud bagefter. Man bør ikke bruge kost eller støvsuger, fordi kviksølvet vil samle sig i kosten eller støvsugeren og dermed kan spredes til andre lokaler.
Medarbejderne skal bære egnede handsker under rengøringen. Hvis der er tale om mange smadrede pærer eller lysstofrør, skal medarbejderne også bruge åndedrætsværn under rengøringen.
Man kan læse mere om rengøring efter en enkelt pære eller et neonrør i de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet har udarbejdet.
I virksomheder, hvor der er risiko for, at mange pærer eller lysstofrør går i stykker – fx i forbindelse med transport eller på et lager – bør man udarbejde en risikoanalyse og herefter iværksætte de nødvendige foranstaltninger til at forebygge uheld mv. Man bør også overveje, om man kan indføres andre metoder, så der er mindre risiko for, at mange pærer eller rør går i stykker.
Både intakte og smadrede elsparepærer og lysstofrør skal bortskaffes som farligt affald – fx afleveres på en genbrugsstation.