Hvorfor både REACH og anmeldelse til Produktregisteret?
Som virksomhed undrer I jer måske over, hvorfor I skal registrere jeres stoffer og brugen af dem i to systemer: REACH og Produktregisteret.
REACH og Produktregisteret er to forskellige systemer. Systemerne indeholder forskellige oplysninger og løser forskellige behov for registrering og anmeldelse. Desuden giver begge systemer jer muligheder og fordele som producenter og brugere af stoffer og kemikalier.
Her kan I få et overblik over forskellene og fordelene med de to systemer og en oversigt over, hvad I skal registrere i de to systemer.
REACH - registrering
- Er et europæisk system
- Er skabt for at registrere og styre brugen af kemiske stoffer i hele Europa
- Er et system, hvor man som udgangspunkt kun registrerer enkeltstoffer
- Giver informationer om, hvordan man bedst bruger stoffet
- Giver information om, hvem der også bruger, fremstiller og sælger stoffet
- Giver kun et overordnet billede af, hvor meget der bruges af et bestemt stof på et bestemt tidspunkt
- Forpligter alle i leverandørkæden til at oplyse hinanden om ændringer i stoffers brug, farer ved brug af stoffer m.m.
- I kan læse mere om REACH ved at bruge de forskellige link i venstre side.
Produktregisteret - anmeldelse
- Er et nationalt myndighedsværktøj, der giver mulighed for at følge brugen af farlige stoffer i Danmark og målrette og afbalancere kemikaliepolitikken
- Er skabt for at registrere den nationale brug af farlige kemiske stoffer og materialer
- Registrerer både enkeltstoffer og blandinger af stoffer (præparater)
- Giver detaljerede oplysninger om, hvor meget der bruges af bestemte farlige stoffer på et bestemt tidspunkt
- Giver ikke informationer om, hvordan man bedst muligt bruger et stof
- Forpligter ikke brugerne til at give oplysninger til hinanden
- I kan læse mere om Produktregisteret på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Se forskelle og ligheder mellem REACH og Produktregistret her