2. Valg af måleudstyr
Valget af måleudstyr afhænger af støjens karakter.
Støjdosimetre er små integrerende lydmålere, som den støjudsatte bærer på sig. De er specielt velegnede til at måle støjbelastning for personer, der bevæger sig i skiftende støj.
Integrerende støjmålere registrerer et gennemsnit af støjen, den såkaldte LAeq-værdi. Det er især nyttigt, hvor støjen varierer mere end 5 dB(A).
Håndholdte støjmålere er især velegnede til at måle støjbelastningen, når den støjudsatte ikke bevæger sig for meget omkring.
Støjmålere, der ikke er integrerende, kan bruges, hvor støjen højst varierer 5 dB(A). Måleren indstilles på “slow”. Aflæsning af denne type støjmåler er forbundet med stor usikkerhed, når støjen varierer. En støjmåler bør have indstillingsmuligheden “peak”, og den skal være hurtig nok til at kunne måle spidsværdien af impulser korrekt. Impulser måles C-vægtet.
Støjmålere og støjdosimetre bør opfylde kravet til et klasse 2-instrument i international standard IEC 61672-1 Sound Level Meters. Når der måles i meget lave temperaturer, eller når støjen domineres af høje frekvenser, bør der anvendes et klasse 1-instrument.